HIT står for High intensity training.
Målet er effektiv og varieret træning for hele kroppen med vægt på kondition og styrketræning, krydret med øvelser i koordination og bevægelighed.
ALLE bliver udfordret på præcis deres eget niveau, så der er plads til alle uanset alder, køn og træningsniveau.
Indholdet er grundtræning med inspiration fra Crossfit, cirkeltræning, skigymnastik, Tabata, gymnastik og flere andre aktiviteter. Vi bruger primært kroppen som belastning og arbejder med forskellige "belastningsgrader" i øvelserne, så alle kan være med.
Rammen er, at vi træner på et hold og nyder godt af at yde en indsats sammen, da vi kan yde mere sammen end hver for sig. Det betyder, at alle bidrager til energien i træningen, og at vi samtidig har det sjovt. Træningen foregår indendørs, hvilket kræver indendørs sko og træningstøj (anything goes). Vi bruger (HIT)musik til stort set alle øvelser.
Du skal selv medbringe en måtte til træningen. Medbring også vanddunk og håndklæde- så garanterer vi for smil, latter og sveddryppende træning.
Vel mødt – Thomas Piaster & Helene Vilsen.
Aflysninger
Der kan forekomme enkelte aflysninger i forbindelse med afholdelse af terminsprøve og lignende i hallen.
Vi vil forsøge at finde alternative lokaler
Instruktør på HIT
Har været træner i Skjold siden 2006. Jeg har læst idræt som hovedfag og undervist i forskellige idrætter (særligt skiløb). Tidligere har jeg trænet hold i skigymnastik og andre former for grundtræning.
Jeg har erfaring med og en tro på, at grundtræning kan gøre livet sjovere og lettere. Den slags træning kan man sagtens udføre alene, men min oplevelse er, at det bliver både mere kvalitativt og hyggeligere, når man er nogen stykker om er "gå til stålet". Derfor sætter jeg stor pris på holdet og deltagerne, som hver især bidrager med engagement og godt humør, som smitter af på os andre.
Til daglig underviser jeg i idræt på læreruddannelsen og lejlighedsvis på ski med Den Danske Skiskole og forskellige andre idrætsgrene.
Instruktør på HIT og Out-door træning
Jeg har været instruktør i Skjold siden 2004, og her siden 2018 trænet hold med hård motion.
Det er vigtigt for mig, at vi træner skånsomt, selvom vi træner hårdt. Vi skal kunne holde til det uden skader. Derfor går jeg op i grundig opvarmning, mobilitetsøvelser, så vi bevarer eller skaber større bevægelighed i leddene, og at vi udfører øvelserne korrekt for at undgå unødig belastning. Jeg bruger derfor tid på at vise øvelserne og korrigere deltagerne.
Det, der år efter år, får mig til at tage hold, er dog ikke udelukkende for træningens skyld. Det er fordi, det er sjovt. Vi knokler og griner, og jeg går altid glad og opløftet hjem fra træning.
Til dagligt er jeg sygeplejerske i Egedal kommune, og har boet i Birkerød siden 2000 med min familie.